Bibliografisk beskrivelse af
Brage og Idun, et nordisk Fjærdingsårskrift, udgivet, med Bistand af Danske, Svenske og Normænd af Frederik Barfod, Student.
ved Henrik Yde
Indhold

Brage og Idun udkom, jf. undertitlen et “Fjærdingårsskrift”, nogenlunde kvartalsvis således:

1. binds (årgangs) 1. hefte (halvbind) udkom februar 1839. Nummer i Bibliografien: 617.

1. binds 2. hefte udkom juli 1839. Nummer i Bibliografien: 628.

2. binds 1. hefte udkom december 1839. Nummer i Bibliografien: 636.

2. binds 2. hefte udkom juni 1840. (Ingen bidrag af Grundtvig.)

3. binds 1. hefte udkom august 1840. Nummer i Bibliografien: 673.

3. binds 2. hefte udkom oktober 1840. (Ingen bidrag af Grundtvig.)

4. binds 1. hefte udkom juni 1841. Nummer i Bibliografien: 705.

4. binds 2. hefte udkom september 1841. Nummer i Bibliografien: 709.

5. binds 1. og eneste hefte udkom september 1842. (Ingen bidrag af Grundtvig.)

Bladets fulde titel var: Brage og Idun, et nordisk Fjærdingsårskrift, udgivet, med Bistand af Danske, Svenske og Normænd, af Frederik Barfod, Student.

Barfod havde oprindelig tænkt sig at kalde tidsskriftet for Det gamle og nye Norden, et Hefteskrift for underholdende nordisk-historiske Skildringer, og han skrev 15. februar 1839 til Grundtvig med opfordring til at bidrage med indlæg (Petersen 1897, s. 105, Johansen 1950, s. 134).

Grundtvig fandt imidlertid titlen for snæver, “da det nordiske Præg og den hjemlige Retning, vi ønske det, ingenlunde er bunden enten til Sted eller Fag, men kun er betinget af den ejendommelige Aand og hjertelige Deltagelse i Folkelivet og Hjemmets Tarv. […] jeg føler ligesaa megen Lyst og Trang til at gøre nordiske Læsere bedre bekendt med Menneskelivet og dets Frugter under andre Himmelegne, betragtet med nordiske Øjne, som at opfriske Mindet og klare Øjet til et fortroligt Bekendtskab med vore Fædres Land og Storværk” (Petersen 1897, s. 105). I samme brev foreslog Grundtvig titlen Brage og Idun, et nordisk Tidsskrift, hvilket Barfod straks tilsluttede sig.

Udgiver på eget forlag af alle 9 numre var Frederik Barfod. Som ansvarshavende redaktør afløstes han derimod i bladets sidste nummer formelt af sin bror, Immanuel Barfod.

Redaktørskiftet skyldtes, at Frederik Barfod ved dom i Den Kongelige Landsoverret samt Hof- og Stadsret (med jurisdiktion svarende til nutidens Østre Landsret samt Københavns Byret) 12. oktober 1841 var blevet idømt en mulkt (bøde) på 100 rigsdaler samt ét års forhåndscensur. 12. november 1841 ankedes dommen til højesteret, som imidlertid den 14. juni 1842 stadfæstede selve dommen, men fordoblede straffen til bøde på 200 rigsdaler og to års forhåndscensur. Begge domme er aftrykt i Brage og Idun, 1. hefte 1842, s. 2-11 og s. 13.

Ved formelt at afgive posten som ansvarshavende redaktør udvirkede Barfod, at kun de artikler, han selv bidrog med, var underkastet censur. Havde han derimod forblevet som ansvarshavende redaktør, ville alle bidrag til Brage og Idun være blevet underkastet censur.

Barfods forbrydelse bestod deri, at han i den nationalliberale avis Fædrelandet 3. juni 1841 havde offentliggjort en artikel om “Den constitutionelle Aand og dens Fordringer”. Artiklen var af politiretsassesor og censor ved Københavns politi Chr. Reisersen blevet betragtet som en statsundergravende overtrædelse af Trykkefrihedsforordningen af 1799, og det pågældende nummer af bladet var straks blevet beslaglagt.

Alle numre af bladet tryktes hos Bianco Luno.

I en særskilt trykt “Fortale” dateret “16. Desember 1838” til første årgang (helbind) af Brage og Idun oplystes det s. 18, at oplagets størrelse var 1.000 eksemplarer. Ifølge denstoredanske.dk, artiklen om skandinavisme, havde bladet på et ikke nærmere angivet tidspunkt “kort efter sin start i 1839 404 danske, 113 svenske og 49 norske abonnenter.” Der foreligger ingen oplysninger om oplagets senere størrelse.

De uregelmæssigheder i det angivelige ‘fjerdingsårsskrifts’ udgivelsesrytme, der kan betragtes i afsnit 1.1., havde først og fremmest økonomiske årsager. I en separat trykt redaktionel indledning til 2. bind gengav Barfod et inserat, som han havde ladet indrykke i to danske dagblade med oplysning til sine abonnenter og boghandlere om, at det vil “bero på dem, ikke blot hvornår det næsten færdigtrykte 4de Hæfte skal kunne se Lyset, men tillige om og hvorledes det hele Tidsskrift skal kunne fortsættes” (Brage og Idun, redaktionelt tillæg til 2. bind (1840), s. [VII]): Barfod havde i alt for ringe grad modtaget afregning for det solgte og var derfor ikke i stand til at betale sine regninger, endsige honorere sine skribenter (eller sig selv).

Et venligt tilbud fra den Gyldendalske Boghandling resulterede imidlertid 19. marts 1840 i en aftale, der aflastede Barfod både i økonomisk og administrativ henseende, så han herefter kunne hellige sig sine redaktionelle opgaver. Se redaktionelt tillæg til Brage og Idun, 2. bind (1840), s. [VIII].

I en særskilt trykt “Fortale” dateret “16. Desember 1838” til første årgang (helbind) af Brage og Idun oplyses det s. 18, at omkostningerne ved et oplag på 1.000 eksemplarer havde beløbet sig til 460 rigsdaler, at der på daværende tidspunkt havde tegnet sig “195 Subskribenter, der, når Boghandlerrabatten fraregnes, give en Indtægt af 160, altså et minus af 300 Rbd.” Med andre ord havde Barfod pr. helbind i forskud modtaget ca. 80 skilling pr. subskribent. Med boghandlerfortjenesten oveni kan udsalgsprisen med nogen sandsynlighed antages at have været én rigsdaler.

I hele sin levetid blev bladet udgivet i samme kvartformat med løbende paginering pr. årgang (helbind). Omfanget var mellem 35 og 40 ark a 16 sider pr. årgang, omfattende to halvbind. 5. årgangs første halvbind (1842), det sidste der udkom, omfatter 37½ ark.

Bladene i et indbundet og beskåret eksemplar af Brage og Idun 1839 tilhørende Grundtvig-Biblioteket, dubletsamlingen, ejerstempel Ludvig Schröder, ex libris Ejnar Skovrup (intet opstillingsnr.) måler ca. 122 × 200 mm.

I hele sin levetid blev bladet trykt på maskinpapir. Der ses ingen vandmærker.

Det bemærkes, at samtlige artikler i Brage og Idun er sat med antikva, uanset hvilket nordisk sprog de var skrevet på. Ved at bruge antikva og ikke den i Danmark og Norge dengang normalt anvendte fraktur markeredes en nordisk orientering.

Brage og Idun er det første fællesnordiske og skandinavistiske tidsskrift, og det hentede vægtige bidrag fra fremtrædende forfattere i alle de nordiske lande. Men allerede i 1836 havde Steen Steensen Blicher sammen med den svenske forfatter Carl Magnus Ekbohrn udsendt subskriptionsindbydelse til et lignende tidsskrift, der skulle have haft navnet Poetisk Unionskalender, senere Idunna. Barfods organisationstalent og hans personlige netværk især blandt danske forfattere, herunder ikke mindst Grundtvig, var imidlertid stærkere end Blichers, og i sidste ende kom denne til at indgå som en blandt mange skribenter i Barfods Brage og Idun. Når det drejede sig om at gøre indflydelse gældende, havde Barfod desuden den ikke uvæsentlige fordel fremfor Blicher, at han boede i København. Skandinavismen i Danmark var fortrinsvis et københavnsk fænomen med tilslutning fra akademikere og studenter.

Brage og Idun gik ind i 1842, men Barfods nordiske engagement var usvækket. Han blev bibliotekar i Det skandinaviske Selskab 1846-1856 og gjorde senere politisk karriere, både i den grundlovgivede rigsforsamling og som folketingsmand.

  • Bibliografien, se Johansen, Steen.
  • Johansen, Steen (1948-1954) Bibliografi over N.F.S. Grundtvigs skrifter, 1-4. København.
  • Petersen, Richard (1897) Frederik Barfod. Et Levnedsløb. København.