Han optræder tidligst som en af Karl den Stores krigere i La Chanson de Roland (da. Rolandskvadet, ca. 1060). Her er han en bifigur, hvis eneste tilknytning til Danmark er navnet Oger le Danois (danskeren). I nordiske kilder kendes han tidligst fra Karlamagnússaga, en vestnordisk prosagengivelse fra sidste halvdel af 1200-tallet, hovedsagelig af franske digte om Karl den Store og hans mænd; tredje del handler om Oddgeir danski. Den vestnordiske tekst blev oversat til dansk i 1400-tallet, hvor den kendes som Karl Magnus' krønike, trykt første gang 1509.

Da Christiern Pedersen (1480-1554) sprogligt gennemrettede det ældre tryk og udgav teksten 1534, ændrede han heltens navn fra Udger til Olger, og samme år udgav han Kong Olger Danskis Krønicke, en oversættelse af en fransk roman om Ogier, tidligst kendt fra en trykt bog 1496. Det var sidstnævnte version af beretningerne om Holger Danske, der levede videre som en ofte optrykt, meget yndet dansk folkebog langt op i 1800-tallet. Den er hovedkilden til danskernes kendskab til heltens bedrifter og til sagnene om hans genkomst fra sine underjordiske opholdssteder (bl.a. Bulbjerg, Lovns, Nonnebakken i Odense og Kronborg) for at frelse nationen i yderste nød.

Holger Danske blev en central figur i dansk litterær og musikalsk romantik, kulminerende med B.S. Ingemanns episke digtcyklus Holger Danske. Et Digt (1837); nogle af digtene heri – bl.a. “Holger Danskes Mærke” (“I alle de Riger og Lande”) – sattes i musik og fik siden stor betydning i nationale krisetider.